Kære borgere i Grejs,
Efter det afholdte dialogmøde om kapacitetsudfordringerne på skoleområdet den 30. oktober 2024 ønsker Grejs Lokalråd at informere om den aktuelle situation og de vigtigste punkter fra mødet.
Det blev tydeligt, at Vejle Kommune ikke har planer om at bygge en ny skole i Grejs, da de ikke ønsker at skabe konkurrence med den eksisterende friskole. Samtidig er der fastsat et stop for yderligere udstykninger i byen, indtil kapacitetsproblemerne på skoleområdet er løst.
Kommunen udtrykte dog vilje til at støtte mulige kapacitetsudvidelser på friskolen så vidt muligt og lovede økonomisk fleksibilitet inden for de givne rammer. Det er dog en udfordring, da friskolen som privat institution har begrænsede muligheder for støtte.
Grejs Friskole understregede, efter at have afholdt bestyrelsesmøde efterfølgende, at de fortsat holder fast i deres nuværende strategi om at være en skole i byen og ikke byens skole. De vil derfor ikke foretage yderligere skridt for at øge kapaciteten på nuværende tidspunkt, men vil følge udviklingen og tage situationen op igen, hvis der opstår nye muligheder eller situationen ændrer sig.
På baggrund af mødet har Grejs Lokalråd besluttet, at vi ikke aktivt vil forfølge en løsning lige nu, da problemstillingen ligger uden for vores beføjelser. Vi vil dog fortsat følge udviklingen nøje og støtte op om fremtidige initiativer fra lokalsamfundet, skolen eller kommunen.
Referat fra selve mødet kan tilgås via dette link.
Vi opfordrer alle borgere til at engagere sig i dialogen og Lokalrådet vil sørge for at holde jer løbende opdateret.
Med venlig hilsen
Grejs Lokalråd
Her kan du nemt og hurtigt tilmelde dig til vores nyhedsmail.
Så er du altid opdateret med hvad der sker i Grejs og omegn.